Nyhedsbrev Hvide Sande Havn marts 2026

Nyhedsbrev marts 2026

Løs vores nyhedsbrev og bliv opdateret på hvad der sker på haven.

Velkommen

v. Havnedirektør Mogens Pedersen

Hermed udkommer 4. udgave af vores nyhedsbrev. Vi håber, at du bliver glad for at læse nyhedsbrevet. Med nyhedsbrevet vil vi gerne informere om nogen af de emner, som vi lige nu bruger tid på her på Hvide Sande Havn.

Det har været en lidt særpræget vinter med meget østlig vind og isdannelser i fjorden, men nu lurer foråret om hjørnet. Det har vi nok også brug for. Det giver mere liv i byen og det giver også mere liv i Havnen.

Hvide Sande Havn har i 2025 haft rekord-omsætning på knap 48 mio. kr., og et overskud på godt 7 mio. kr. Det giver Havnen mulighed for, at vi fortsat kan udvikle os, og lige nu er der god gang i byggeriet af en ny kaj ovre ved Vesthavnen, ligesom bagarealer derovre bliver forbedret. Endelig har vi også søgt om uddybning til 8 meter, så vi kan håndtere flere opgaver her i Hvide sande.

God læselyst. Hvis du ønsker at blive tilmeldt eller afmeldt som automatisk modtager af dette nyhedsbrev, så kan du kontakte undertegnede på mp@hvshavn.dk.

 

Hvad sker der på Havnen 

Som en del af Hvide Sande Havns strategiske målsætninger arbejder vi hele tiden med bedre affaldssortering. Så meget affald som overhovedet muligt skal genbruges/ genanvendes og mængderne af brændbart affald og ikke mindst deponiaffald skal minimeres. I den kommende tid vil vi opstille nye affaldsspande ved kajerne beregnet til skibsaffald. Sammen med de tiltag vi allerede har gjort, forventer vi en bedre sortering i de forskellige affaldsmængder, som skal bidrage til mindre CO2-udledning.

Uddybning af lystbådehavnen er tilendebragt i samarbejde med Hvide Sande Shipyard og sæsonen er nu sikret for lystbådefolket på fjordsiden. Det forventes ligeledes, at sejlrenden fra Tyskerhavnen vil blive renset op og gjort klar til sæson.

Flytningen af redskabshusene på Beddingsvej er afsluttet og alle huse er nu placeret på området tæt på slusen.

Der er etableret nye opvaskepladser ved autocamper-pladserne. Endvidere er vi i gang med opsætning af nye betalingsanlæg på autocamperpladserne, som giver mulighed for betaling med kort i stedet for kontanter, hvilket der har været stor efterspørgsel efter.

Det er blevet stadig vanskeligere for Hvide Sande Havn at anvende bekæmpelsesmidler til ukrudt, hvorfor vi nu har anskaffet en miljøvenlig version til ukrudtsbekæmpelse. Løsningen består i en hedvandsdamper der med varmt vanddamp bekæmper ukrudt uden kemikalier.

Der er etableret nyt udvendigt lys på fiskeauktionens udvendige side mod havnebasinnet, som sikrer en ny og tidssvarende belysning til gavn for dem der færdes på kajarealerne.

Som de fleste nok har bemærket er der igen gang i filmoptagelser på Hvide Sande Havn. Det er Nordisk film der laver en film om Cheminova og her har man fundet omgivelserne i Hvide Sande som attraktive. Filmen udkommer i 2027.

I samarbejde med interessenter for Skjern Å og laksebestanden, er der opnået Naturstyrelsens tilladelse til regulering af skarv ved udløbøet af Ringkøbing fjord/ Skjern å. Regulering sker for at passe på de trækkende smolt (smolt er en ung laks eller ørred i den fase, hvor den forlader vandløbene og vandrer ud i havet). Tilladelsen er gældende fra 23. marts-31. maj 2026. Selve reguleringen foretages af jægere efter lov om jagt og vildtforvaltnings regler fra bestemte steder på havnens områder.

 

Ingen bydere til arealet på Sluseøen                   

Som tidligere omtalt havde vi budfrist den 16. januar 2026 for mulige investorer til arealet på Sluseøen. Desværre var der ikke nogen bydere. Bedømt ud fra tilbagemeldingerne fra rådgivere og andre har der nok især været en betænkelighed i forhold til de lange myndighedsbehandlinger, som er en del af et sådant projekt, ligesom nogen også synes, at Hvide Sande Havn har været lidt for lidt risikovillige.  Havnen er nu i tænkeboks i forhold til, hvordan vi kan komme videre. Måske skal vi som havn arbejde på at få løst nogen af de myndighedsmæssige udfordringer, og vi kigger også på, om der kan skabes interesse ved, at vi tager mere ansvar for nogen af de miljømæssige og økonomiske risici, der er forbundet med projektet.

Endelig må man tro, at projektet bliver styrket af kommunens indsats for at få etableret en svingbro og Byens Plads. Dette er kommunale projekter, som har fået betydelig støtte fra især Erhvervsfremmebestyrelsen, men også Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Hvide Sande Havn. Det færdige projekt er etableret i 2027. Lige nu arbejder man særligt på at få udtænkt en svingbro, der både kan håndtere de praktiske krav og samtidig kan håndtere skiftende vejrlig og vandstand.

 

Hennings anekdoter: Fanget af klapbroen!

Hvis man bor i Hvide Sande, så ved man det jo: Vejen over kammerslusen er byens flaskehals hvis du skal fra nord eller syd – eller bare køre en havner kommer du over broen.

I 90’erne blev op mod 1.600 skibe sluset igennem om året. Nu om dage er trafikken faldet, men historierne… ja, dem er der ikke blevet færre af

Klapbroen – byens bedste undskyldning

Klapbroen har ikke kun været til for gennemsejling – den har i årtier været elevernes bedste undskyldning for at komme for sent, og har reddet mange fra skideballer og en tur op til Odderen ved inspektørens kontor.

Når læreren spurgte: “Hvorfor kommer du først nu?”, kom svaret lynhurtigt: “Broen var oppe, og skibet tog en evighed om at komme igennem!”

Det fungerede endda så godt, at elever fra nordsiden også prøvede lykken – lige indtil læreren opdagede, at de jo boede på nordsiden og slet ikke skulle over broen for at komme i skole.

Broen og politiet – et samarbejde med actionfilm-potentiale

Broen har også haft en lidt… skal vi sige mere aktiv rolle i lokal kriminalhistorie.
Politiet og vagten har gennem årene haft et godt samarbejde. Mange lokalbetjente har drukket en del kopper kaffe i vagten, og der har været flere små missioner, hvor broen var det hemmelige våben.

Sommerhusindbrudstyvene med dårlig timing

En formiddag i 90’erne ringer politiet til vagten: “Vi eftersætter en eftersøgt bil, der kører sydpå fra Søndervig. Kan du åbne broen?”

“Jow da!”, svarer vagten. Broen bliver åbnet og står dér som et kæmpe STOP-skilt, mens de lokale i køen undrer sig: “Hvorfor kommer der ikke noget skib, der skal gennem slusen…?”

I køen fra nordsiden holder en stationcar, og passagererne begynder at se mere og mere nervøse ud. Pludselig springer dørene op, og tre mand stikker af i hver sin retning: En løber langs broen og gemmer sig ved Blåtårn. En smutter over på Otto Peders vej. En forsvinder om bag æ bedding og gemmer sig bag en stak træ.

Vagten kunne holdt øje med de tre fra bilen og kunne præcist se, hvor hver af dem gemte sig. Da politiet ankom og stod og kiggede ned i en tom bil, ringede vagten til politiet og pegede dem i den rigtige retning, hvor de kunne finde de tre fra bilen. Én efter én blev de anholdt.

Hundekidnapperne, der ventede pænt

Nogle år senere ringer politiet igen: “Vi har et par der har stjålet en hund på en hundekennel som vi gerne vil snakke med. Kan du ikke lige åbne broen til vi har snakket med dem?”

Broen blev åbnet, og samme situation udspillede sig: Køen blev lang, og de lokale undrede sig igen over fraværet af skibe.

Parret i bilen sad helt stille og rolige – som om de ikke havde regnet ud, at der nok var en grund til, at broen pludselig stod åben uden et eneste fartøj i miles omkreds.

Politiet ankom, gik hen til bilen, bankede på ruden og spurgte helt tørt: “Har I ikke en hund for meget derinde?”

Så var den sag også klaret.

Så ja – broen kan godt være træls en gang imellem, det ved vi alle sammen.
Man sidder dér i bilen, kigger på uret, kigger på broen og tænker: “Jamen for pokker… skal jeg nu sidde her og glo igen?”

Men sandheden er jo, at selvom broen kan være drøn irriterende, så kan den altså bruges til lidt af hvert: den redder skoleunger fra skideballer, og den hjælper politiet og den giver os andre en god historie at fortælle! – og så var der lige da broen klappede i, men den historie kommer senere.

 

Har du hørt at: Hvide Sande Havn arbejder på at få kranen der var med til at lukke kanalen i 2015, tilbage til Hvide Sande?

Nøgletal

Vi er godt i gang med 2026, men mangler fortsat de endelige nøgletal for at kunne give et fuldt og retvisende overblik over årets første måneder. Det betyder, at vi endnu ikke kan præsentere det samlede billede af udviklingen i begyndelsen af året – men aktivitetsniveauet på havnen vidner allerede nu om en god start på 2026.

Fiskeriet i Hvide Sande havn gik godt i 2025, især inden for industrifisk og krabber. Gods over kaj faldt lidt til 141.000 ton fra 151.000 ton året før.

Denne positive udvikling i fiskeriet skyldtes blandt andet gunstige vejrforhold samt en stigende landing af både industrifisk og krabber, samt gode priser. Samtidig oplevede godsomsætningen over kaj et mindre fald sammenlignet med sidste år, hvor der blev håndteret 151.000 ton, i 2025 var det 141.000 ton over kaj.

På trods af denne lille nedgang i godsmængden forventes havnen fortsat at spille en vigtig rolle for erhvervslivet i området, og der arbejdes allerede på initiativer, som skal styrke både fiskeri og godsaktiviteter i de kommende år.

I 2025 har dybden i indsejlingen været god, med over 7 meter i mindst én fyrlinje hele året. Indsejlingen pejles omkring 60 gange om året, og dybdernes kvalitet vurderes hver gang.

 Vanddybder i indsejlingen

Bestyrelsens konstituering

Hvide Sande Havn har fået ny bestyrelse. Hvide Sande Havn er en kommunal selvstyrehavn. Det betyder, at havnen er eget af kommunen, men vi har betydelig selvstændighed. Men det betyder også, at en af et nyvalgt Byråds første opgaver er at godkende sammensætningen af en ny bestyrelse. Byrådet har udpeget Lennart Qvist og Carsten Bjerg som de to byrådsmedlemmer i bestyrelsen. Herudover har man godkendt indstillingen fra Sydvestjysk Fiskeriforening af Thomas Rahbek Sloth til bestyrelsen. Endelig har man godkendt forslaget om, at Hans Schneider, Steen Davidsen, Richard Hvas og Lisbeth Valther udgør de fire resterende bestyrelsesmedlemmer. Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig med Hans Schneider som formand og Lennart Qvist som næstformand.

Bestyrelsen for Hvide Sande Havn

A har hørt nede å æ kaje: At tobiskvoten i år bliver på 6.452 ton i område 2, og 8.549 ton i område 1. Forventet start midt i april.

Et nyt Fiskeriets Hus nærmer sig i horisonten

De første konturer af fremtidens Fiskeriets Hus tegner sig så småt i horisonten. Tre fremtrædende arkitektfirmaer har leveret skitseforslag til, hvordan Hvide Sandes dramatiske historie kan sættes i scene i nye bygninger med nye udstillinger, der kan blive et vartegn for byen. De tre forslag er meget forskellige, men de tager alle udgangspunkt i videreudvikling af den eksisterende bygningsmasse.

Der er lang vej og meget, der skal falde i hak, før redningsbåden er sat i scene i en ny stor udstilling, før historien om slusen er klar, og før en ny udstilling kan fortælle om fiskeriets fantastiske udvikling fra krogfiskeri fra stranden over blå snurrevodskuttere til i dag. Der arbejdes på sagen, men i første omgang bag kulisserne.

Men der er nyt fra Fiskeriets Hus i mellemtiden. Sæsonen 2026 byder blandt andet på ny udstilling om Anden Verdenskrig på Vestkysten og i Hvide Sande. En rekonstrueret bunker bringer gæsterne med tilbage til dengang, hvor tyske soldater nervøst spejdede ud over havet. Kommer invasionen?

 

Nedrivning af redningsstation

Tilbage i 2023 købte Hvide Sande Havn den gamle redningsstation på Nordhavnskaj med henblik på, at den skal nedrives. Det er meningen, at arealet skal gøres klar til nye aktiviteter.

Redningsstationen er en del af det oprindeligste Hvide Sande, men har ikke været i brug som redningsstation i mange år, og bygningen er i dag stærkt forfalden og placeret midt i et erhvervsområde, hvor der er behov for mere moderne bygninger. Hvide Sande Havn har ikke så mange muligheder for at udvide Havnen, og store dele af vores arealer er naturbeskyttede områder, så vi må sørge for, at de arealer, der rent faktisk kan anvendes også bliver det så godt som muligt.

Vi er godt klar over, at det havde været lykkeligt at kunne bevare bygningen, og vi har funderet over, hvad vi kan gøre for at bevare mindet om bygningen.

Vi har fået Ringkøbing Fjord Museer til at gennemfotografere bygningen både inden i og uden på. Desuden vil vi gemme relevante dele af bygningen, fx vinduesrammer, spær mv. med henblik på, at andre aktører kan se disse ting eller måske endda genanvende dem. Vi har også overvejet, om vi i forbindelse emd nedrivningen skal give mulighed for, at man kan komme og hente murstenene derfra. For efterhånden mange år siden kunne man få små dele af Berlin-muren som et minde om den mur, og på samme måde kunne det måske være interessant for nogen at få mursten fra Redningsstationen som et minde om den. Har du andre ideer til, hvad vi kan gøre for at erindringen om redningsstationen trods alt ikke går helt i glemmebogen, så hører vi det meget gerne.

 Den gamle redningsstation

ISO-certificering, hvad er det og hvorfor er det vigtigt

Hvide Sande Havn blev første gang certificeret i januar 2023 på ISO-standarderne 9000 (kvalitet), 14001 (Miljø) og 45001 (arbejdsmiljø). Vi blev i januar 2026 recertificeret for en ny 3-årig periode.

Formålet med certificeringen er en ledelsesmæssig forpligtigelse til at sikre en kvalificeret og struktureret tilgang til arbejdet inden for standardernes områder til gavn for medarbejdere, kunder, havnens brugere og eksterne interessenter. Sidstnævnte kan f.eks. være diverse myndigheder som f.eks. Miljøstyrelsen, Kystdirektoratet, Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Ringkøbing-Skjern kommune.

Ledelsesmæssigt betyder det, at der rapporteres og evalueres løbende på alle væsentlige parametre inden for de 3 standarder og arbejdet med standarderne sikrer en kontinuerlig forbedring af kvalitet, miljø og arbejdsmiljø.

 

Kaj 109 – når fortid og fremtid mødes

Arbejdet med etableringen af Kaj 109 er godt i gang, og som ofte når man bygger videre på havnens historie, har projektet også budt på møder med fortiden. I området op mod Nordre Sikring har vi, som forventet, stødt på betydelige forhindringer under arbejdet. Her er der dukket store stenblokke og gamle betonsække op – levn fra dengang, hvor kanalen blev lukket i begyndelsen af 1900‑tallet.

Nordre Sikring blev oprindeligt etableret i forbindelse med kanalens lukning i 1915, og historiske beretninger fortæller, at en voldsom storm i 1912 skyllede dele af den daværende sikring bort. Dengang blev der i hast kastet store blokke og betonsække i vandet for at beskytte kanalen og genopbygge sikringen. Mere end 100 år senere er det netop disse massive materialer, vi nu igen er stødt på under anlægsarbejdet.

Det har været spændende at se, hvad der gemte sig i dybet, når vi under arbejdet er stødt på gamle materialer og levn fra tidligere tider. Hver ny opdagelse har givet os et lille indblik i havnens historie og de udfordringer, der blev håndteret dengang.

Selvom mødet med de gamle blokke har givet udfordringer i udførelsen, har det ikke ændret på projektets retning eller betydning. Udfordringerne har været håndteret gennem tekniske tilpasninger og omprojektering i tæt samarbejde mellem entreprenør, rådgivere og havnen. Arbejdet fortsætter i henhold til den reviderede plan, og projektet er fortsat på vej mod færdiggørelse.

Kaj 109 er et vigtigt skridt i Hvide Sande Havns videre udvikling. Den nye kaj og det tilhørende bagareal giver bedre rammer for håndtering af bulk, projektgods og offshore‑aktiviteter og styrker havnens fleksibilitet og kapacitet. Samtidig er Kaj 109 med til at skabe grundlag for nye muligheder og aktiviteter i havnen – til gavn for både erhvervsliv og lokalområde.

Når Kaj 109 står færdig, bliver den et tydeligt eksempel på, hvordan havnens historie og fremtid hænger sammen – bygget oven på fortidens løsninger og med blikket rettet mod de næste mange årtiers udvikling.

Fakta om kaj 109 - Længde: 100 meter - Dybde ved kaj: 7 meter - Bagareal: 3.500 m2

 Kaj 109 - Hvide Sande Havn